Af Susan Heeley, mor til tre børn med særlige behov, formand for en lokal forening i Rudersdal, jurist og forfatter til romanen, Brudte løfter.
I den seneste tid har vi kunne læse to forskellige udmeldinger om socialrådgivernes arbejdsvilkår. På den ene side står en landsdækkende undersøgelse fra Dansk Socialrådgiverforening, der viser at hver tredje socialrådgiver oplever at økonomiske hensyn vejer tungere end faglige vurderinger, og at mere end hver fjerde har oplevet ulovlig praksis på deres arbejdsplads. På den anden side udtaler regionformanden for socialrådgiverne i Rudersdal Kommune, at socialrådgiverne ikke har følt sig presset til kun at give én indsats per barn per familie. Socialrådgiverne beskriver desuden, at de oplever en arbejdskultur, hvor der er plads til deres faglige vurderinger.
Hvordan kan to så forskellige billeder tegnes af samme faggruppe?
Svar givet i forskellige kontekster
Dansk Socialrådgiverforening er en interesseorganisation, der har gennemført en bred undersøgelse blandt sine medlemmer. Her har socialrådgiverne anonymt svaret på spørgsmål om deres oplevelser med fagligt pres, ulovlig praksis og økonomiske prioriteringer. Undersøgelsen er landsdækkende og har til formål at afdække strukturelle problemer i hele sektoren.
Regionformandens udtalelse i Rudersdal Avis kommer i en lokal kontekst, hvor kommunen har været under kritik for en formulering i deres kvalitetsstandard, der kunne tolkes som en ulovlig instruks. Her er socialrådgiverne blevet bedt om at svare på, om de har følt sig begrænset i deres faglige vurderinger, men i en situation hvor svaret har direkte konsekvenser for kommunens omdømme og potentielt deres egen stilling.
Det er i øvrigt værd at bemærke, at formuleringen om “én indsats pr. barn” ikke står alene. Hvis man læser kvalitetsstandarden igennem, vil man se, at den er gennemsyret af begrænsninger, både i forhold til varighed af indsatser og valg af leverandør. Det viser, at det ikke kun handler om én enkelt formulering, men om en samlet tilgang, hvor rammerne for støtte er snævre allerede før den konkrete vurdering begynder.
Når svarene bliver konkrete og konsekvensfyldte
Det er vigtigt at forstå, at de to svar er givet under vidt forskellige betingelser.
I den landsdækkende undersøgelse har socialrådgiverne haft mulighed for at svare anonymt og uden direkte konsekvenser. Her bliver det muligt at tale åbent om de dilemmaer, der opstår, når økonomien styrer sagsbehandlingen.
I Rudersdal-sagen bliver socialrådgiverne stillet over for et konkret spørgsmål om en potentiel ulovlig praksis i deres egen kommune. Her er der ikke nødvendigvis tale om anonymitet, og svaret kan få betydning for både arbejdsmiljø og relationen til ledelsen.
Det er derfor ikke overraskende, at svarene kan være modstridende. Ikke nødvendigvis fordi virkeligheden er forskellig, men fordi konteksten for at udtale sig er det.
Hvad betyder det for tilliden til systemet?
Når socialrådgivere i én kontekst fortæller, at de oplever ulovlig praksis, og i en anden kontekst afviser at være presset, rejser det spørgsmålet om, hvorvidt vi som samfund skaber rum for ærlige svar. Hvis socialrådgivere kun kan tale frit, når de er beskyttet af anonymitet, har vi et problem.
Jeg kan ikke vide, hvad den enkelte socialrådgiver har følt. Og vi ved ikke med sikkerhed, om svarene i Rudersdal er givet anonymt. Men når vi ser på den nationale undersøgelse, på konteksten for svarene og på de forhold, der spiller ind, når man bliver spurgt i en konkret arbejdsmæssig kontekst, virker det mere sandsynligt, at der er et pres, end at der slet ikke er. Det betyder ikke, at nogen lyver, men at vi må forstå socialrådgivernes svar i den kontekst, som de er givet i.
Kilder:
Socialrådgivere afviser ulovlig praksis – formand forstår bekymringen – Sjællandske Nyheder
Socialrådgivere tvinges til at bryde loven | TV2 ØST
