Kommunen siger, at hjælpen er individuelt tilrettelagt, og at der er foretaget konkret vurdering af behovet. Men virkeligheden i mange kommuner er en anden. Hjælpen gives ofte efter laveste fællesnævner og først når det er alt for sent, og behovet er blevet endu større.

§85 støtte: Når systemet svigter dem, det skulle hjælpe

Et tydeligt eksempel er socialpædagogisk støtte efter §85. Her burde støtten tilpasses den enkelte borgers behov. I stedet bliver kommunens serviceniveauer, trappetrinsprincipper og interne prioriteringer styrende. Mange kommuner har besluttet at starte med egne tilbud, uanset om de passer til borgerens behov eller ej.

Det fremgår tydeligt af kommunernes egne kvalitetsstandarder. Standarder, som er politisk vedtaget, og som i praksis underminerer den individuelle vurdering, som lovgivningen kræver

Når børnene betaler prisen for systemets prioriteringer

Det samme mønster gør sig gældende på børneområdet. Familier med børn i mistrivsel får tilbudt kommunens egne familiehuse eller skoletilbud, selv når det er tydeligt, at barnets behov kræver specialviden. Først når barnet er så belastet, at der ikke er nogen anden udvej, åbnes der måske op for ekstern behandling eller skole. På det tidspunkt har barnet og familien så store belastninger, at det tager årevis at rette op.

En økonomisk strategi forklædt som faglighed

Bag denne praksis gemmer sig en kynisk og kortsigtet økonomisk tankegang. Kommunerne sparer penge ved at bruge egne tilbud. Men det er en kortsigtet besparelse. Når hjælpen ikke matcher borgerens behov, forværres situationen. Det koster mere i det lange løb. Anbringelser, indlæggelser, misbrug og tabt arbejdsevne. Det er dyrt. Både menneskeligt og økonomisk.

Juridisk gråzone eller direkte lovbrud

Kommunerne skal ifølge loven foretage en konkret og individuel vurdering, når der træffes en afgørelse om støtte. Ofte består det dog reelt af en enkelt sætning i afgørelsen. For virkeligheden er, at kommunernes egne kvalitetsstandarder dikterer, at man starter med egne tilbud. Den faglige vurdering kan man som borger se langt efter.

Kommunernes praksis betyder, at borgere ikke får den støtte, som de har behov for og krav på. Kommunernes egne serviceniveauer og kvalitetsstandarder underminerer med andre ord retssikkerheden.

Hvis du selv står i en sag, hvor kommunen prioriterer egne tilbud frem for dit barns eller dit behov, så ved du, hvad jeg taler om.