Jeg var til vælgermøde om handicapområdet i går, og det har sat mine tanker i gang. Jeg sad til bords med en politiker, som sådan set gav udtryk for, at han gerne vil gøre det godt for området. Og jeg tror på, at han mener det. Han efterspurgte konkrete løsninger. Spurgte til, hvad politikerne konkret kan gøre.

Det vil jeg selvfølgelig gerne komme med et bud på. Der er ikke kun én løsning, men jeg har faktisk et bud på et område, hvor I som politikere helt konkret kan gøre en forskel.

Hvorfor er der borgere, både børn og voksne, som ikke modtager tilstrækkelig støtte, selvom kommunen poster masser af penge i området? Det handler om de sager, hvor det ikke går godt. For selvfølgelig går det godt for nogen. Dem behøver vi ikke dvæle ved her.

Der kan være mange årsager til at støtten ikke er tilstrækkelig. Men jeg vil gerne pege på én: kommunens kvalitetsstandarder.

Kvalitetsstandarder som begrænser adgangen til støtte

Kvalitetsstandarder og serviceniveauer er vedtaget af jer, lokalpolitikere. I praksis fungerer de som et filter. Et benspænd. Et systemisk værn mod den individuelle vurdering, som lovgivningen kræver.

Eksempler på begrænsninger fastsat i kvalitetsstandarden på børneområdet:

  • at man starter med kommunens eget tilbud.
  • at der som udgangspunkt kun kan gives én indsats ad gangen. (I Rudersdal har man fjernet den formulering nu).
  • at der er loft over varighed eller timetal

Alt sammen eksempler på formuleringer, som medvirker til at underminerer den faglige vurdering, som loven forudsætter.

Et konkret eksempel: Familiebehandling

Lad os se på Rudersdal Kommunes kvalitetsstandard for familiebehandling efter Barnets Lov paragraf 32 stk. 1 nr. 5. Dette er blot ét eksempel fra kvalitetstandarden.

På overfladen ser det fint ud. Der står, at hjælpen skal tilpasses borgernes behov. Præcis som loven kræver.

Men går man ned i de specifikke afsnit, begynder benspændet:

Ydelsen gives af Familiehuset, altså et internt tilbud, uanset om det matcher familiens behov.

Varigheden er begrænset til 6 måneder, selvom loven kræver, at indsatsen skal vare så længe behovet er der.

Progression måles månedligt, og hvis den ikke er tilstrækkelig, kan indsatsen afsluttes, selvom behovet fortsat er stort.

Hvad siger loven egentlig

Barnets Lov paragraf 32 stk. 1 nr. 5 siger, at kommunen skal tilbyde familiebehandling, når det er af væsentlig betydning for barnets behov for støtte. Og stk. 3 siger klart:

Kommunalbestyrelsen skal vælge den eller de støttende indsatser, som bedst kan imødekomme barnets eller den unges særlige behov for støtte.

Det betyder, at indsatsen skal vælges ud fra barnets behov. Valget skal ikke afgøres af, hvad kommunen har på hylderne.

Der må ikke sættes et fast loft på varighed, hvis behovet fortsætter.

Den faglige vurdering skal være individuel og konkret, ikke styret af pakkeløsninger eller progressionstabeller.

Når løbende vurdering bliver styring

Kvalitetsstandarden siger, at der løbende tages stilling til, om det er den rigtige indsats. Det lyder umiddelbart fornuftigt. Det er i alles interesse.

Men i praksis bruges denne vurdering som styringsmekanisme. Progression måles op mod handleplansmål, og hvis den ikke er tilstrækkelig, afsluttes indsatsen, også selvom behovet fortsat er stort.

Og her er det vigtigt at stille spørgsmålet: hvad nu hvis manglende progression skyldes valg af metode? Hvad nu hvis familiebehandlingen ikke virker, fordi den varetages af generalister uden den nødvendige specialisering? Så er det jo netop kommunens eget benspænd, der er årsagen. Kommunen har valgt en metode, der ikke matcher behovet, og bruger derefter manglende progression som argument for at afslutte indsatsen.

Når intensitet bliver en begrænsning

Barnets Lov skelner heller ikke mellem almindelig og intensiv familiebehandling. Paragraf 32 nævner blot én samlet kategori.

Når Rudersdal Kommune alligevel indfører en skelnen og definerer intensiv familiebehandling som en særskilt ydelse med loft på 6 måneder, så er det en lokal konstruktion. Den har ikke hjemmel i loven.

Det skaber kunstige grænser. Hvis en familie har brug for intensiv støtte i 9 måneder, og kommunen har defineret loftet til 6, så er det ikke loven, der begrænser. Det er serviceniveauet.

Når undtagelsen bliver beviset på problemet

Nogle vil indvende, at kommunen jo faktisk bruger eksterne leverandører. At der findes familier, som får støtte uden for Familiehuset. Og det er rigtigt. Det sker. Og det er godt.

Men det ændrer ikke ved, at kvalitetsstandarderne i udgangspunktet styrer mod interne løsninger. Eksterne leverandører er undtagelsen, ikke normen.

Ofte sker det først efter, at den interne indsats har været forsøgt og ikke har virket. Borgeren skal først igennem en metode, der ikke matcher behovet, før der åbnes op for det, der måske virker.

Det er ikke en individuel vurdering i første omgang. Det er en systemstyret rækkefølge, hvor borgerens behov underordnes kommunens struktur.

Så når nogen siger, at der jo laves undtagelser, er svaret: Ja, men det er netop problemet. For undtagelsen burde være udgangspunktet. Den individuelle vurdering skal ikke være noget, man først når frem til, når systemet har fejlet. Den skal være det første skridt.

Særligt om familier med autisme

Det her er særligt tydeligt i sager, der handler om børn og unge med autisme. Her kræver det ofte en specialiseret tilgang, hvor behandlingen bygger på psykoedukation. Det handler ikke kun om samtaler, men om at give familien og barnet viden og strategier til at forstå og håndtere autismeprofilen i hverdagen.

Men den slags faglighed findes sjældent i kommunens egne tilbud (selvom kommunen vil påstå, at den gør.) Og når kvalitetsstandarden styrer mod interne løsninger, risikerer familier med autisme at få en indsats, der ikke er specialiseret nok.

Når standarden bliver en spændetrøje

Kvalitetsstandarden beskriver målgruppen som familier med væsentlige vanskeligheder og truet trivsel. Men den samme standard begrænser støtten til én type indsats, én varighed, én leverandør.

Det er ikke et benspænd for dem, der passer i kasserne. Måske flertallet. Men for dem, der falder udenfor, bliver benspændet så stort, at det reelt betyder, at de ikke får den nødvendige støtte.

Når en fjernet formulering afslører en større struktur

Rudersdal Kommune fjernede for nylig en formulering i kvalitetsstandarderne, som angav, at der som udgangspunkt kun kunne ydes én indsats pr. barn ad gangen. Det skete efter kritik i medierne. Men det, der fulgte, siger noget vigtigt om den måde systemet forstår sig selv.

Efter fjernelsen blev sagsbehandlerne spurgt, om de i deres arbejde havde følt sig begrænset af formuleringen. Svaret var nej. Forvaltningen henviste også til, at der i cirka 30 procent af sagerne gives flere samtidige indsatser. Det blev fremstillet som et tegn på, at der ikke er begrænsninger i adgangen til hjælp.

Men det er værd at stoppe op og se nærmere på, hvem der blev spurgt. Det var sagsbehandlerne. Ikke familierne. Ikke de mennesker, der har oplevet at få afslag på en ekstra indsats, fordi der allerede var én i gang.

Når man spørger systemet, om systemet virker, får man systemets svar. Men retssikkerhed handler ikke om, hvordan systemet oplever sig selv.

Og hvad betyder det, at 30 procent af sagerne indeholder flere samtidige indsatser? Det betyder, at 70 procent ikke gør. Vi ved ikke noget om de 70 procent. Vi ved heller ikke, om de 30 procent har skulle kæmpe for at få flere samtidige indsatser. For ingen har spurgt dem.

Det handler ikke om, hvor ofte systemet tillader undtagelser, men om hvorvidt menneskers behov får lov at styre valg af indsats fra begyndelsen.

Den fjernede formulering var synlig og konkret. Men den underliggende struktur i kvalitetsstandarderne er stadig aktiv. Støtten defineres stadig som afgrænsede ydelser med fast varighed, metode og leverandør. Den styring begrænser stadig den individuelle vurdering, som loven kræver. Uanset at forvaltningen påstår noget andet.

Hvis man virkelig vil vide, om systemet begrænser, skal man spørge dem, der har mærket begrænsningen. Ikke dem, der har administreret den. 

Kære lokalpolitiker. Læs jeres egne dokumenter

Læs kvalitetsstandarderne. Ikke kun teksten med de gode intentioner. Læs afsnittene om varighed, valg af leverandør, progression og afgrænsning. Læs dem med borgerens øjne, særligt med fokus på de mennesker, som ikke passer ind i systemets kasser.