Jeg var til vælgermøde om handicapområdet i går, og det har sat mine tanker i gang. Jeg sad til bords med en politiker, som sådan set gav udtryk for, at han gerne vil gøre det godt for området. Og jeg tror på, at han mener det. Han efterspurgte konkrete løsninger. Spurgte til, hvad politikerne konkret kan gøre. Det vil jeg selvfølgelig gerne komme med et bud på. Der er ikke kun én løsning, men jeg har faktisk et bud på et område, hvor I som politikere helt konkret kan gøre en forskel. Hvorfor er der borgere, både børn og voksne, som ikke modtager tilstrækkelig støtte, selvom kommunen poster masser af penge i området? Det handler om de sager, hvor det ikke går godt. For selvfølgelig går det godt for nogen. Dem behøver vi ikke dvæle ved her. Der kan være mange årsager til at støtten ikke er tilstrækkelig. Men jeg vil gerne pege på én: kommunens kvalitetsstandarder. Kvalitetsstandarder som begrænser adgangen til støtte Kvalitetsstandarder og serviceniveauer er vedtaget af jer, lokalpoliti

Kommunen siger, at hjælpen er individuelt tilrettelagt, og at der er foretaget konkret vurdering af behovet. Men virkeligheden i mange kommuner er en anden. Hjælpen gives ofte efter laveste fællesnævner og først når det er alt for sent, og behovet er blevet endu større. §85 støtte: Når systemet svigter dem, det skulle hjælpe Et tydeligt eksempel er socialpædagogisk støtte efter §85. Her burde støtten tilpasses den enkelte borgers behov. I stedet bliver kommunens serviceniveauer, trappetrinsprincipper og interne prioriteringer styrende. Mange kommuner har besluttet at starte med egne tilbud, uanset om de passer til borgerens behov eller ej. Det fremgår tydeligt af kommunernes egne kvalitetsstandarder. Standarder, som er politisk vedtaget, og som i praksis underminerer den individuelle vurdering, som lovgivningen kræver Når børnene betaler prisen for systemets prioriteringer Det samme mønster gør sig gældende på børneområdet. Familier med børn i mistrivsel får tilbudt kommunens egne fami

Danmark er kendt for sin høje grad af social sammenhængskraft og tillid. Det skyldes blandt andet, at befolkningen er forholdsvis homogen kulturelt, sprogligt og socialt. Men netop denne ensartethed kan skabe blinde vinkler, især når det gælder mennesker, der lever med handicap eller anden sårbarhed. Når man falder uden for normen I et samfund, hvor "normalen" er stærkt defineret, bliver det ekstra tydeligt, hvis man skiller sig ud. For mennesker med fysiske eller psykiske handicap kan det betyde, at omgivelserne mangler forståelse og viden om, hvad det vil sige at leve med en eller anden for handicap. Et konkret eksempel på denne manglende forståelse kom f.eks. til udtryk, da familievejleder Lola Jensen for nyligt, i et Facebook-opslag, kom med "gode råd" til forældrene i DR-dokumentaren "Skolens tabte børn." Opslaget affødte stor debat, fordi mange mente, at det overså den komplekse virkelighed som familier med børn, der har angst, autisme eller andre usynlige handicap lever i. Det i