I en kommunes kvalitetsstandard på det specialiserede børneområde har der, frem til for ganske nyligt, stået en formulering, som blandt borgere og fagpersoner, er blevet tolket som en begrænsning i adgangen til støtte.
Formuleringen lød: “Overordnet gælder, at der i udgangspunkter bevilges én foranstaltning pr. barn ad gangen.” En sætning, der i sin enkelhed signalerer, at man kun kan få én form for støtte ad gangen. Ja det er jo sådan også det, der står.
Forvaltningen forklarer, at formuleringen ikke betyder det, der står. Den skulle angiveligt udtrykke en intention om at koordinere indsatser for derved at undgå at overbelaste familier. Det undrer mig. For hvis formålet virkelig har været at skåne familier, hvorfor har fokus så været på at begrænse antallet af foranstaltninger?
Man kunne jo også have anvendt en formulering i stil med dette: “Vi ønsker at sikre, at familier modtager den støtte, de har behov for, og at indsatserne tilrettelægges, så de giver mening i forhold til barnets og familiens samlede situation. Flere indsatser iværksættes samtidig, når det vurderes nødvendigt, og der lægges vægt på, at støtten er koordineret og overskuelig for familien.”
En kvalitetsstandard bør være entydig og til at forstå, den bør ikke kræve en oversættelse om forvaltningens intentioner.
At formuleringen nu er justeret, bekræfter, at den oprindelige tekst var problematisk.
Og hvem der overhovedet har fundet på, at familier med komplekse behov ikke kan håndtere flere samtidige indsatser, hvis de vel at mærke er relevante, koordinerede og støttende, det står hen i det uvisse.
