Danmark er kendt for sin høje grad af social sammenhængskraft og tillid. Det skyldes blandt andet, at befolkningen er forholdsvis homogen kulturelt, sprogligt og socialt. Men netop denne ensartethed kan skabe blinde vinkler, især når det gælder mennesker, der lever med handicap eller anden sårbarhed. Når man falder uden for normen I et samfund, hvor "normalen" er stærkt defineret, bliver det ekstra tydeligt, hvis man skiller sig ud. For mennesker med fysiske eller psykiske handicap kan det betyde, at omgivelserne mangler forståelse og viden om, hvad det vil sige at leve med en eller anden for handicap. Et konkret eksempel på denne manglende forståelse kom f.eks. til udtryk, da familievejleder Lola Jensen for nyligt, i et Facebook-opslag, kom med "gode råd" til forældrene i DR-dokumentaren "Skolens tabte børn." Opslaget affødte stor debat, fordi mange mente, at det overså den komplekse virkelighed som familier med børn, der har angst, autisme eller andre usynlige handicap lever i. Det i

Kan man overhovedet kalde det en "fejl", når en kommunal forvaltning udarbejder kvalitetsstandarder med ulovlige formuleringer? Eller er vi i virkeligheden vidne til noget langt mere alvorligt? Hvad er en kvalitetsstandard? En kvalitetsstandard er et kommunalt dokument, som beskriver serviceniveauet på et givent område f.eks. støtte til børn med handicap eller hjemmehjælp. Ankestyrelsen beskriver Kvalitetsstandarder som en forventningsafstemning mellem borger og kommune. Samtidig fungerer kvalitetsstandarden som et arbejdsredskab for kommunale sagsbehandlere. Men den har ingen selvstændig juridisk status. Den må aldrig sætte loven ud af kraft, og den skal selvfølgelig være i overensstemmelse med gældende lovgivning, herunder Barnets Lov, retssikkerhedsloven og forvaltningsloven. Selvom kommunen med kvalitetsstandarden har fastsat et serviceniveau, skal hjælp altid tildeles efter en konkret og individuel vurdering. Ulovlige formuleringer er ikke bare fejl Når en kvalitetsstandard indeho

Flere kommuner har i deres kvalitetsstandarder indført en formulering om, at der som udgangspunkt kun kan bevilges én indsats pr. barn. Men det er altså en formulering, som er direkte i strid med loven og en formulering, som kan have alvorlige konsekvensen for børn og familier, fordi den bliver en hindring for adgangen til relevant og tilstrækkelig støtte. Det kan du læse mere om her: Én indsats pr. barn - en ulovlig spareøvelse? O... Barnets Lov er tydelig – kommunen skal bevilge én eller flere indsatser Ifølge Barnets Lov skal kommunen bevilge de indsatser, som er nødvendige for barnets trivsel og udvikling. Det kan være én indsats eller flere. Det afhænger af barnets specifikke behov. Der er ingen hjemmel til at indføre en overordnet begrænsning i antallet af indsatser pr. barn. Alligevel ser vi nu kommuner, der har gjort netop det i kvalitetsstandarderne. Besparelser forklædt som hensyn Flere kommuner begrunder tilgangen med, at det kan være en belastning for familien at modtage fl

Den 11. september blev der afholdt samråd i Folketingets Socialudvalg om Ankestyrelsens tilsyn og kommunernes lovbrud på socialområdet. Udvalget bad to ministre redegøre for, hvordan regeringen vil følge op på Rigsrevisionens beretning nr. 18/2024. Der blev desuden spurgt ind til kassetænkning, altså tilfælde, hvor økonomiske hensyn går forud for borgernes retssikkerhed. De to ministre gav udtryk for, at de ikke deler bekymringen om, at økonomi generelt spiller en afgørende rolle, når kommunerne træffer ulovlige afgørelser. De kunne dog henvise til tre konkrete afgørelser, hvor Ankestyrelsens Tilsyn var nået frem til, at kommuner havde ført en ulovlig praksis begrundet i økonomiske hensyn. Den ene af disse omhandlede en sag, hvor en kommune havde en praksis, som kun tillod én indsats pr. barn. Ankestyrelsen vurderede, at denne praksis var i strid med loven. Kommuner med lignende formuleringer Ved en hurtig søgning på nettet har jeg identificeret to kommuner, der i deres gældende servic