Af Susan Heeley, mor til tre børn med særlige behov, formand for en lokal forening i Rudersdal, jurist og forfatter til romanen, Brudte løfter. I den seneste tid har vi kunne læse to forskellige udmeldinger om socialrådgivernes arbejdsvilkår. På den ene side står en landsdækkende undersøgelse fra Dansk Socialrådgiverforening, der viser at hver tredje socialrådgiver oplever at økonomiske hensyn vejer tungere end faglige vurderinger, og at mere end hver fjerde har oplevet ulovlig praksis på deres arbejdsplads. På den anden side udtaler regionformanden for socialrådgiverne i Rudersdal Kommune, at socialrådgiverne ikke har følt sig presset til kun at give én indsats per barn per familie. Socialrådgiverne beskriver desuden, at de oplever en arbejdskultur, hvor der er plads til deres faglige vurderinger. Hvordan kan to så forskellige billeder tegnes af samme faggruppe? Svar givet i forskellige kontekster Dansk Socialrådgiverforening er en interesseorganisation, der har gennemført en bred und

Jeg var til vælgermøde om handicapområdet i går, og det har sat mine tanker i gang. Jeg sad til bords med en politiker, som sådan set gav udtryk for, at han gerne vil gøre det godt for området. Og jeg tror på, at han mener det. Han efterspurgte konkrete løsninger. Spurgte til, hvad politikerne konkret kan gøre. Det vil jeg selvfølgelig gerne komme med et bud på. Der er ikke kun én løsning, men jeg har faktisk et bud på et område, hvor I som politikere helt konkret kan gøre en forskel. Hvorfor er der borgere, både børn og voksne, som ikke modtager tilstrækkelig støtte, selvom kommunen poster masser af penge i området? Det handler om de sager, hvor det ikke går godt. For selvfølgelig går det godt for nogen. Dem behøver vi ikke dvæle ved her. Der kan være mange årsager til at støtten ikke er tilstrækkelig. Men jeg vil gerne pege på én: kommunens kvalitetsstandarder. Kvalitetsstandarder som begrænser adgangen til støtte Kvalitetsstandarder og serviceniveauer er vedtaget af jer, lokalpoliti

Kommunen siger, at hjælpen er individuelt tilrettelagt, og at der er foretaget konkret vurdering af behovet. Men virkeligheden i mange kommuner er en anden. Hjælpen gives ofte efter laveste fællesnævner og først når det er alt for sent, og behovet er blevet endu større. §85 støtte: Når systemet svigter dem, det skulle hjælpe Et tydeligt eksempel er socialpædagogisk støtte efter §85. Her burde støtten tilpasses den enkelte borgers behov. I stedet bliver kommunens serviceniveauer, trappetrinsprincipper og interne prioriteringer styrende. Mange kommuner har besluttet at starte med egne tilbud, uanset om de passer til borgerens behov eller ej. Det fremgår tydeligt af kommunernes egne kvalitetsstandarder. Standarder, som er politisk vedtaget, og som i praksis underminerer den individuelle vurdering, som lovgivningen kræver Når børnene betaler prisen for systemets prioriteringer Det samme mønster gør sig gældende på børneområdet. Familier med børn i mistrivsel får tilbudt kommunens egne fami

At være socialrådgiver eller sagsbehandler i en kommune er ikke bare et spørgsmål om at kende lovgivningen. Det er et arbejde, der hver dag balancerer mellem faglighed, loyalitet og kommunale rammer. Og nogle gange er de rammer så stramme, at det bliver umuligt at gøre det rigtige. Socialrådgiverne er ansat af kommunen. Kommunen er deres arbejdsgiver. Og kommunen har sine egne lokale rammevilkår, som ofte er præget af økonomi, politiske prioriteringer og kvalitetsstandarder. Oven i det ligger den nationale lovgivning, som socialrådgiverne er uddannet til at kende og følge. Men som det også har været fremme i medierne, er der socialrådgivere, der føler sig presset til at gå på kompromis med loven. Det kan du læse mere om her: Socialrådgivere tvinges til at bryde loven | TV2 ØST Det er ikke nødvendigvis ond vilje. Det er et forsøg på at få hverdagen til at hænge sammen som ansat i en politisk styret organisation. Det handler om at passe et arbejde, hvor man skal træffe afgørelser under t

En kommune har gennemført en tilfredshedsundersøgelse blandt borgere på børneområdet. Resultatet bliver nu fremhævet som svar på kritik, efter det er kommet frem, at kommunens kvalitetsstandard indeholdt en formulering, som kan tolkes som en ulovlig instruks. Undersøgelsen viser, at over 80% af de adspurgte borgere oplever høj grad af tilfredshed med samarbejdet med deres sagsbehandler. Det lyder jo umiddelbart betryggende. Men lad os se lidt nærmere på, hvad undersøgelsen egentlig viser, og hvad den ikke viser. Hvad viser undersøgelsen egentlig? Undersøgelsen bygger på SRS (Session Rating Scale), som er en del af metoden Feedback Informed Treatment. Der er anvendt en smiley-skala, hvor borgerne vurderer fire områder: relation, mål og emner, metode og generelt samarbejde. Spørgsmålene handler om stemningen i mødet, fx om man følte sig hørt, om man talte om det, man gerne ville, og om sagsbehandlerens metode passede til borgeren. Begrænset datagrundlag Undersøgelsen har 78 respondenter

I en kommunes kvalitetsstandard på det specialiserede børneområde har der, frem til for ganske nyligt, stået en formulering, som blandt borgere og fagpersoner, er blevet tolket som en begrænsning i adgangen til støtte. Formuleringen lød: “Overordnet gælder, at der i udgangspunkter bevilges én foranstaltning pr. barn ad gangen.” En sætning, der i sin enkelhed signalerer, at man kun kan få én form for støtte ad gangen. Ja det er jo sådan også det, der står. Forvaltningen forklarer, at formuleringen ikke betyder det, der står. Den skulle angiveligt udtrykke en intention om at koordinere indsatser for derved at undgå at overbelaste familier. Det undrer mig. For hvis formålet virkelig har været at skåne familier, hvorfor har fokus så været på at begrænse antallet af foranstaltninger? Man kunne jo også have anvendt en formulering i stil med dette: “Vi ønsker at sikre, at familier modtager den støtte, de har behov for, og at indsatserne tilrettelægges, så de giver mening i forhold til barnets